I Skovsneglen ønsker vi at skabe livsduelige individer, med mod på livet, og evnen til at indgå i forpligtende fællesskaber. Vi har udarbejdet vores eget læreplans træ, hvor stammen udgør vores kerneværdier; Tryghed, Omsorg, Nærvær, Partnerskab som understøttes med en anerkendende pædagogik. Vi arbejder med et fælles pædagogisk grundlag, samt med de 6 læreplanstemaer. Vi møder børnene i deres udvikling med deres forskellige behov for øje, og støtter dem i at kunne indgå i fællesskaber med respekt for hinanden. Læring foregår over hele dagen, og vi lægger vægt på, at skabe gode pædagogiske læringsmiljøer for børnene i mindre grupper. Her er der plads til nærvær, fordybelse og til at følge børnenes spor.
Vi har i Skovsneglen et ekstra stort fokus på natur og udeliv. Skoven er vores fantastiske ramme for børnehavebørnene fra april til november. Ude i naturen og i skoven udfordrer børnene deres krop og sanser, og de udvikler både nysgerrighed og stor opmærksomhed på naturens dyr og fænomener hele året rundt. Vuggestuebørnene får masser af frisk luft og bevægelse ved at bruge legepladsens uderum, og tager afsted på tur op ad markvejen eller i skoven, når der er mulighed for det.
Den nye styrkede pædagogiske læreplan, er vores redskab til at arbejde ud fra et fælles pædagogisk grundlag, samt til at komme rundt om alle de 6 læreplanstemaer.